Rejse
Foråret på Kreta byder på dejligt lunt vejr og masser af blomster

Guide til en spare-ferie på Kreta

Artiklen her blev første gang bragt i Bornholms Tidendes rejsemagasin, som du kan læse her.

Grækenland er et skønt sted at holde ferie, og mange bornholmere rejser hvert år til en af de mange græske øer. Jeg foretrækker Kreta, og her får du min guide til, hvordan du kan holde en spare-ferie på den skønne ø.

1. Rejs udenfor højsæsonen
Det er naturligvis ikke alle der har den mulighed, men i september er der færre turister på Kreta, end i højsæsonen, hvilket vil sige god plads på hoteller og på restauranterne. Forvent dog et par regnvejrsdage.

2. Find billige flybilletter
Accepter at lette og lande på tider der ikke er så børnevenlige. Norwegian flyver for eksempel til Kreta kl. 22.45 fra Kbh. Det betyder ankomst til Kreta kl. 03.15. Til gengæld kan du finde rigtig billige billetter på sådanne afgange.

3. Book få kufferter
Travel light – tag så lidt tøj med som muligt, og accepter at håndvaske et par t-shirts eller shorts på hotellet. Book evt. færre kufferter på udrejsen, og en mere på hjemrejsen. På udrejsen lægger du så den mindste kuffert i den største kuffert. Så har du god plads til souvenirs og lokale produkter på hjemturen.

4. Hav kontante penge med
Selvom næsten alle steder tager imod kort, er det stadig velset at betale med kontanter. Og flere steder, både i små bjergbyer og på lokale markeder, men også lokale små supermarkeder, modtages der ikke kort.

5. Pas på hvor du hæver penge!
Der er mange hæveautomater på Kreta. Men mange af dem tager et stort gebyr og giver en dårlig kurs. Det kan koste dig flere hundrede kroner. Find de største banker i området – for eksempel Bank of Chania eller Piraeus Bank. Afbryd hævningen hvis du ikke kan se hvad det koster.

Guide til en spare-ferie på Kreta
I den hyggelige by Chania findes masser af steder at hæve kontanter. Men tænk dig godt om, inden du hæver

6. Tjek anmeldelser på hotellerne
Vær opmærksom på hvilket hotel du booker. Flere kategori 2 hoteller tilbyder fantastiske værelser og beliggenheder til billige penge. Men husk at se hvad andre gæster skriver, for eksempel på Trip Advisor. Book gerne et hotel et stykke udenfor turiststederne. Her får du ofte billigere værelser og mere ro og fred. Vær ikke bange for at flytte hotel undervejs, hvis du ikke er tilfreds. Husk dog, at har du forudbetalt, kan du ikke forvente at få alle pengene retur. Tal gerne med ejeren af hotellet og få et godt tilbud.

7. Spar hotelmorgenmaden væk
Der er ingen tvivl om at det er dejligt at kunne spise morgenmad på hotellet. Og det virker ofte billigt, måske bare 5 euro pr. person pr. dag. Men husk at se den samlede pris. 15 dage for 4 personer er omkring 2.200 kroner. Det kan du få meget mad for i supermarkedet, og spise det på din balkon. Eller gå en morgentur til den lokale kaffebar nogle dage. Her får du lækkert nybagt brød i mange varianter.

Guide til en spare-ferie på Kreta
En græsk salat kan sagtens bruges som morgenmad. Naturligvis med god græsk kaffe og en iskold lokal brændevin til

8. Lej bilen hjemmefra, men pas på
Store selskaber som Avis og Sixt vil helt sikkert kunne give dig en flot næsten ny bil til din ferie. Men hvis det blot er vigtigt for dig at komme rundt til billige penge, kan du nemt spare ved at vælge en ældre bil. Vælg for eksempel bureauet Sunny – Rent a car. Du får her en solid bil, der måske har 5-7 år på bagen, men du sparer nemt 2.000 kr. En anden mulighed er at tage bus eller taxa til hotellet, og herefter leje en bil ude i en af de små byer. Her kan du også forhandle dig til en god pris. Som altid, skal du naturligvis passe på hvor du lejer bil. Men generelt er Kreta et trygt sted i forhold til biludlejning.

9. Bestil aldrig dessert
Du bliver næsten aldrig snydt på en restaurant på Kreta. Naturligvis er der som alle andre steder i verden, dyrest hvor der er masser af mennesker. Tjek menukortet før du går ind og sætter dig. Spørg altid om dagens ret. Du risikerer at smage retter der er helt fantastiske, med råvarer der lige passer til årstiden. Bestil altid fælles forretter – det er meget normalt at dele en salat og en tzatziki, eller en form for indbagte grøntsager. Bestil ikke dessert, med mindre du vil være helt sikker på hvad du får. Næsten samtlige restauranter giver en dessert gratis når du har spist – is eller frugt eller årstidens kage.

10. Spis take-away
Hvis du synes det er dyrt at gå ud og spise, eller hvis du bare en dag bare har lyst til en stille middag på balkonen, så hent noget mad på den lokale grillbar. Dels er retterne billigere, dels kan du tage drikkevarerne fra supermarkedet med til hotellet. Er du kødspiser vil du elske at komme til Kreta, for her er der nemlig masser af kød til rimelige priser.

Guide til en spare-ferie på Kreta
Et godt eksempel på take-away mad er den berømte Gyros Pita. Den luftige tykke pandekage med indhold af kødstrimler, pommes, friske tomater og tzatziki

11. Køb lokale råvarer med hjem
Gå udenom de fine emballager der står på hylderne i turistbutikkerne. Den bedste olivenolie, græske brændevin, og te fra bjergene, får du ofte i plasticflasker og plastikposer på en markedsplads, eller i baglokalet hos en købmand. Vær ikke bange for at spørge ved kassen.

FAKTA:

For en familie på 4 personer – 15 dage i september – inkl. fly fra København, overnatning og 15 dages bil-leje betalte vi 12.125 kr.