Tæt på
Foto: Berit Hvassum

Birgits bedste juleminde: Jeg overraskede familien

Julen har mange flere kulisser end den fint opdækkede dagligstue med levende lys og hele familien samlet. Det behøver slet ikke være så galt endda, kan flere bornholmere fortælle, når de beretter for os om deres bedste juleminde.

 

Nummer tre i rækken af juleminder er Birgit Tandrup, sanger i duoen Søn for Mor. Birgit gik 1. november på efterløn efter at have været annoncekonsulent på Bornholms Tidende i 22 år og ni måneder.

 

– For mange år siden havde min søster og jeg købt en harmonika i julegave til min far. Han havde allerede én, men den var gammel og helt færdig, så vi glædede os sådan til at se hans ansigt, når han pakkede den op. Jeg var så spændt!

Dengang i midten af 80’erne, hvor mine horrar var små, arbejdede jeg som afløser på Bornholms Hospital, og det arbejde ville jeg gerne beholde, så da jeg blev kaldt på arbejde juleaften, turde jeg ikke sige nej. Men jeg var dybt skuffet over ikke at kunne være med til at give min far gaven, og det var hårdt med ungerne.

I løbet af dagen fik jeg aftalt med en anden afløser, at vi kunne dele vagten mellem os, så jeg tog den første halvdel indtil efter julemiddagen, og så kom hun og tog over. Det betød, at jeg lige nøjagtig kunne nå hjem, til de skulle i gang med at pakke gaverne ud. Der var ingen i familie, der vidste, at jeg ville nå at komme, så de blev alle sammen noget så overraskede.

I år glæder jeg mig mest af alt til at kunne gå stille og roligt rundt. Jeg er lige gået på efterløn, så nu har jeg meget mere tid til juleforberedelserne. Jeg har allerede lavet rullepølsen, som ligger i fryseren nu, og jeg skal ud at spille i hele december. Jeg har sunget i 40 år, men fordi jeg ikke arbejder mere, får jeg mere overskud til at spille i år.