Bolig
Foto: Allan Rieck

En brændeovn er ikke bare en brændeovn

Den danske regeringen arbejder i øjeblikket på et lovforslag, der skal udfase gamle brændeovne. Det sker af hensyn til miljøet, og fordi de gamle brændeovne sender unødvendigt mange skadelige partikler ud i luften i forhold til nye ovne. Står man i en situation, hvor man skal til at udskifte sin ovn, så er der flere gode grunde til at gå til en fagmand på området. Her er man nemlig sikker på at købe en brændeovn, der opfylder alle krav. Og så kan man som kunde få vejledning i, hvordan man fyrer op på en hensigtsmæssig måde. Det er nemlig ikke bare godt for brændeovnen – men også for økonomien.

Øens Pejsecenter i Rønne er et af de steder, hvor personalet har en masse baggrundsviden, og hvor man giver sig god tid til at vejlede kunderne, så de får en brændeovn, de bliver glade for de næste mange år.

Det fortæller indehaver Peter Klausen, der selv har en baggrund som skorstensfejer. Han er enig i, at det giver god mening at skifte gamle brændeovne ud:

– De udleder flere partikler. Men brændeovne i dag er også mere økonomiske, for de udnytter varmen meget bedre, faktisk helt op til 85 procent, hvor mange af de gamle ovne er helt nede på 50-60 procents udnyttelse af brændslet – så der er kæmpe forskel.

Det hænger sammen med, hvordan de er konstrueret. De nye ovne er nemlig konstrueret med en større modstand, og det betyder at langt mere varme afgives til ovnen, forklarer han.

– Der sidder nogle røgvendeplader inde i ovnen, og det giver noget modstand, fordi varmen skal nedad, hvorefter den drejer og kommer ud igen. Modstanden i de gamle ovne er meget dårligere, og det betyder, at alt for meget varme fiser lige direkte ud gennem skorstenen. En ny ovn i dag smider 300 grader ud gennem skorstenen, hvorimod de gamle ovne ofte smider op til 5-600 grader ud, og det er spild.

– De gamle ovne brænder også meget hurtigt, og ofte så sker der det, at man lukker til for luften for, at det skal brænde mindre, og så ligger det og ulmer og brænder ikke ordentligt. Så får man ligesom noget sort tjære, der sætter sig indvendig i skorstenen, og derved kan man få skorstensbrand. Jeg vil næsten påstå, at med den ny og god ovn i dag, der kan du ikke lave en skorstensbrand.

En brændeovn er ikke bare en brændeovn
Foto: Allan Rieck

En dyrere ovn er også bedre
Som med så meget andet, så hænger pris og kvalitet også sammen, når man investerer i en ny brændeovn. Ofte kan man som kunde ikke se den store forskel, for forskellen sidder nemlig indvendig, forklarer Peter Klausen:

– Giver man lidt mere for en ovn, så får man også mere for pengene. Man kan få ovne helt ned til 3-4000 kroner, men her oplever man generelt, at røgvendepladerne og indmaden brænder hurtigere i stykker. Ovnene er billigt opbygget for at spare på udgifterne, og billige ovne soder også mere. Så man få noget mere for pengene, hvis man køber en bedre ovn. Producenterne bliver bedre til at lave ovne, som har en højere temperatur og en renere forbrænding, og det er faktisk ikke bare lige sådan at lave sådan en god brændeovn. Der skal mange test til, hvor man finjusterer opbygningen af alt det, der sidder indeni.

En brændeovn er ikke bare en brændeovn
Foto: Allan Rieck

Gode tips
I Pejsecentret fyrer Peter Klausen op med brænde, så kunderne i butikken selv kan få en fornemmelse af den varme, en brændeovn giver. Det betyder også, at man kan få praktisk instruktion i, hvordan man bedst fyrer op.

– Ofte når folk kommer her ned, så viser vi lige, hvordan man bygger det op. Det er vigtigt at man bruger rent og tørt brænde og ikke lægger for meget på. Hellere fylde på en gang ekstra end at fylde for meget på, for hvis man fylder for meget på, kvæler man forbrændingen, og så oser og soder den mere. Det er derfor, at man skal lægge et eller to stykker brænde på og ikke for stort brænde heller. Ilden må ikke buldre derudaf, flammen skal være klar, den skal være stille og rolig og stå og spille lidt. Det skal se sådan lidt hyggeligt og pænt ud. Det gør nemlig, at glasset og skorstenen holder sig ren og pæn og ikke soder så meget til.

Endelig så er det vigtigt, at en brændeovn bliver efterset og skorstenen renset, for det giver et bedre træk og en bedre forbrænding, siger Peter Klausen og minder om, at det lige nu er muligt at få en skrotningspræmie på 2200 kroner, når man skifter den gamle brændeovn ud.

 

FAKTA:
Regeringen vil udfase gamle brændeovne, der sender skadelige partikler ud i luften.

Udspillet fra politisk side lyder, at boligkøbere forpligtes til at udskifte gamle brændeovne til en nyere model inden for 12 måneder, hvis de køber en bolig med en brændeovn fra før 2003. Hvis der er tvivl om alderen på brændeovnen, skal der indhentes en erklæring fra skorstensfejeren. Det er Miljøstyrelsen, der skal stå for kontrollen. Hvis man ikke overholder reglerne, kan det udløse sanktioner og administrative bødeforlæg på 5.000 kroner.

Der står omkring 700.000 brændeovne i danske hjem. Det gør Danmark til et af de lande, der har flest brændeovne per indbygger.

Miljøministeriet har tidligere vurderet, at omkring 200.000 brændeovne i Danmark er fra før 1995.

Regeringen forventer, at der vil blive udskiftet 12.000 brændeovne det første år med den nye ordning. Kakkelovne, masseovne, antikke brændeovne og åbne pejse vil blive undtaget fra ordningen. Lovforslaget er i høring frem til 3. marts 2020, og det er planen, at ordningen skal træde i kraft i 2021.

En brændeovn er ikke bare en brændeovn
Foto: Allan Rieck