Rejse
Irlands natur er fuldstændig fantastisk. Foto: Anders Liljeroth

Året der gik i læsernes klub

Et abonnement på Bornholms Tidende giver automatisk medlemskab af læserklubben Klub Tidende. Kigger vi tilbage på 2019, er det tydeligt, at man har fået sved på panden, hvis man har skullet deltage i alle de rejser og arrangementer, året har budt på.

Allerede den 6. februar blev første arrangement afholdt i læserklubben. Her havde vi inviteret den ikoniske formand for den danske Elvis-fanklub Henrik Knudsen til Bornholm. Henrik har en af verdens største Elvis-samlinger, og aftenen i Bornholms Tidendes foredragssal Kieffers i Rønne blev en spændende fortælling fyldt med anekdoter og sjove historier fra hans liv som kæmpe Elvisfan og siden 1990 som ”Elvis-købmand”.

Kun et par uger efter var det Martin Kofoed fra Østersøens Brænderi, der indtog scenen i kælderen. Martin er erkspert i gin, og til en hyggelig ginsmagning præsenterede han gæsterne for seks forskellige typer af den skønne alkohol. Kieffers har igennem året også lagt scene til andre arrangementer for avisens læsere. En debataften om seniorboliger med Georg Julin som vært, et live-interview med Winni Grosbøll og et par rejse-inspirations-arrangementer er det blevet til.

På tur med klubben
2019 har også været et år, hvor Klub Tidende har været på tur. Foråret bød på to ture til Operaen i København. Det blev til operetten ‘Flagermusen’ på en søndagstur i marts, hvor der også var indlagt et besøg i Botanisk Have. Det viste sig desværre at være en kold fornøjelse, men heldigvis var der flere hyggelige caféer i området, der kunne besøges. I april var det Puccinis klassiker ‘Tosca’, der skulle opleves, og dagen efter gjaldt det kunstmuseet Louisiana, hvor vi fik en fantastisk guidet tur.

I september tog 25 læsere en tur vestpå til Irland og Nordirland. Avisens samarbejdspartner Best Travel havde arrangeret en rundtur, hvor de største og vigtigste seværdigheder i de to lande skulle besøges i løbet af bare otte dage. Og man må sige, at oplevelserne var rigtig mange. Det var tidligt op hver morgen, afsted med bussen, og først sidst på eftermiddagen ankom vi til næste hotel. Irlands natur og særegne kultur overraskede og gav nye indtryk hver dag. Og hver aften blev der hygget igennem på hotellets restauranter, naturligvis gerne med den lokale øl Guiness som tilbehør.

Året der gik i læsernes klub
Et kendetegn for mange af de små irske byer er huse malet i meget kraftige farver. Foto: Anders Liljeroth

30-året for murens fald
En meget stor begivenhed blev afholdt i Berlin i november måned. 2019 er 30-året for Berlin-murens fald, og hvad har det så med Bornholm at gøre? Måske ikke direkte særlig meget, men alligevel. Den grænseovergang, hvor de første østtyskere gik over for i 1989 at komme til Vestberlin, lå på Bornholmer Strasse. En hel busfuld avislæsere tog firedagesturen til Berlin, og her var der masser af oplevelser indlagt. Og ligesom turen til Irland handlede det om at se så mange spændende ting som muligt i den tyske storby og samtidig have lidt tid til shopping i lokalområdet.

Vejret viste sig ikke fra sin bedste side, men trods noget regnvejr og en del trafikale forhindringer, da bornholmerne ikke var de eneste, der havde opdaget, at det var 30 år, siden muren faldt, så lykkedes det at få rigtig mange indtryk med hjem. Turen gik blandt andet til den 1,3 kilometer lange mur, kaldet East Side Gallery – et udendørs billedgalleri bemalet af kunstnere fra hele verden efter murens fald i 1989. Her så vi blandt andet venskabskysset mellem Sovjets leder Brezjnev og Østtysklands leder Honecker. Besøg på Checkpoint Charlie, DDR-museet og en byrundtur med fokus på murens fald var også på programmet.

Året der gik i læsernes klub
Det var en yderst lokalkendt guide vi havde med på turen til Berlin. Her fortæller han om Brandenburger Tor. Foto: Anders Liljeroth

Alle klubbens ture bærer generelt præg af rigtig meget hygge og sammenhold. Og hos avisen elsker vi at være sammen med vores læsere, uanset om det er til arrangementer i vores kælder i Nørregade, eller det er på busture eller rejser. For os betyder det meget, at vi kan give vores læsere oplevelser, som andre ikke umiddelbart har adgang til. Og vi synes selv, at det i 2019 er lykkedes ret godt. Men vi er også altid nysgerrige efter at vide, hvad vores læsere synes kunne være spændende. Og derfor er alle velkomne til at komme med idéer og forslag til, hvad der skal ske i abonnementsklubben fremover.

Gode tilbud
Læserklubben har hen over året også budt på nogle gode rabatter til medlemmerne. For eksempel har året budt på rabat både på sæsonkort til travbanen, på forestillinger i Rønne Bio, og på koncerter i kirken. Og der har også været rabat at hente på økologisk modetøj, te med hamp og ikke mindst på menuer på Hotel Friheden og Hotel Abildgaard. I 2020 vil vi også arbejde på spændende tilbud og rabatter på lokale produkter og serviceydelser til medlemmer af Klub Tidende.

Hvis du endnu ikke er medlem af Klub Tidende, så vil vi opfordre dig til at komme med i klubben. Det gør du ved at tegne et abonnement på Bornholms Tidende. Det kan du både gøre på vores hjemmeside tidende.dk, og i vores ekspedition i Nørregade 11 i Rønne. Og vil du se hvilke tilbud, der lige nu er aktuelle i klubben, kan du se dem alle her.

I 2020 er der allerede lagt i pejsen til endnu et stort klubår.

Her kommer et lille udpluk af de ture, vi allerede nu har planlagt:
• Teatertur til Operaen
• DFDS minicruise til Oslo (udsolgt)
• DFDS operatur til Oslo
• Rejse direkte fra Bornholm til Azorerne med Bravo Tours
• Rejse til detVestlige USA med Ourworld
• Rejse til Alaska med Ourworld
• Elgsafari i Trollhættan

Alle tilbud bliver løbende lagt online på tidende.dk/klubtidende