Tæt på
Foto: Allan Rieck

Mikkels bedste juleminde: På trappen med bukserne nede om haserne

Julen har mange flere kulisser end den fint opdækkede dagligstue med levende lys og hele familien samlet. Det behøver slet ikke være så galt endda, kan flere bornholmere fortælle, når de beretter for os om deres bedste juleminde.

 

Vi har spurgt syv bornholmere om hvad deres bedste juleminder er.

Nummer seks i rækken af juleminder er Mikkel Bach-Jensen, leder af madkulturhuset Gaarden, sekretariatschef for Gourmet Bornholm og formand for Kulturugen.

– Jeg boede på Amager i en lejlighed på 3. sal i mine yngre år, og i julen 1994 var jeg vært for en julefrokost med mine gamle venner fra Holbæk.

Stemningen var så frivol, som man kan forvente, at den ville være det, når man samler en flok mænd i 20’erne, og der er spiritus involveret. Så på et tidspunkt var der selvfølgelig én, der fik den idé, at vi skulle lave stafetløb i min trappeopgang – og det skulle ske med bukserne nede om haserne. Det ene hold skulle løbe op ad trappen fra 3. sal og ned igen; det andet skulle løbe ned og tilbage og så give stafetten videre.

Vi kom i gang, og vi larmede som en flok elefanter: Med bukserne nede om haserne måtte vi jo hoppe op og ned ad trappen, så da det var min tur som nummer to på mit hold, var dørene allerede begyndt at blive lukket op af naboer, der skulle se, hvad der foregik.

Da jeg nåede til 2. sal på vej op, mødte jeg min underbo. Jeg havde kun hilst på hende en enkelt gang før, og hun var en sød pige, der var lidt ældre end mig. Vi fik øjenkontakt, da jeg hoppede forbi som en Duracell-kanin, højrød i hovedet og med alt det hoppende på mig, der nu hopper på en, når man ikke har bukser på.”Undskyld larmen, vi holder julefrokost,” sagde jeg til hende. Så drejede jeg om på reposet og hoppede videre op ad trappen med min sikkert meget hvide bagdel mod hende.

Det øjeblik står helt tydeligt for mig: Hvordan jeg prøvede at være sød, høflig og imødekommende, selvom jeg havde bukserne om anklerne. Og så hoppede videre op ad trappen.

I mit voksenliv har jeg taget en tradition med mig, som min hustru Anja også havde med sig, da jeg mødte hende: Jeg må have været otte år gammel, da det gik op for mig, at mine forældre altid holdt 1. juledag helt fri for aftaler. De insisterede på, at vi børn skulle gøre det samme. Vi skulle være hjemme uden legeaftaler den dag og lege med de gaver, vi havde fået. Det var ret irriterende, syntes jeg, men da jeg blev lidt større, satte jeg faktisk pris på den ro. Jeg satte pris på, at den dag hører familien til, så det har vi givet videre til vores egne børn.