Tæt på
Foto: Allan Rieck

Marias bedste juleminde: Vi sneede inde

Julen har mange flere kulisser end den fint opdækkede dagligstue med levende lys og hele familien samlet. Det behøver slet ikke være så galt endda, kan flere bornholmere fortælle, når de beretter for os om deres bedste juleminde.

 

Vi har spurgt syv bornholmere om hvad deres bedste juleminde er.

Den første i rækken er Maria Barslund, formand for Gourmet Bornholm og PR-rådgiver

Den mest outrerede jul, jeg har prøvet, var i 2010, hvor Bornholm sneede inde. Dengang boede vi i København, så jeg skulle flyve til Bornholm lillejuleaften for at holde jul sammen med min mand og hans forældre i Svaneke.

Alle fly blev aflyst p.g.a. snestormen, så jeg måtte med bus over Sverige og sejle med færgen, og det var fint nok. Men da jeg kom til Rønne, hvor Daniel skulle hente mig, kunne vi ikke komme ud af byen igen, fordi alle veje var lukkede. I stedet måtte vi køre op til mine forældres hus i Rønne. De var ikke på øen den jul, så vi låste os ind og tændte op, og så tænkte vi, at vi kunne stå op juleaftensmorgen og køre videre til Svaneke. Men næste morgen var vejene jo ikke ryddet, så op ad formiddagen, måtte vi gå ind til byen og se, hvad vi kunne finde af mad. Alt var fuldstændig tomt den dag, men vi fandt nogle bøffer, og så sad vi i mine forældres hus og drak gin & tonic og spiste de bøffer – og var noget slukørede.

Julemorgen fik vi et opkald om, at der en fisker fra Nexø, der ville hente sin datter i Rønne ad søvejen. Vi var 12 mennesker om bord på den båd, der sad hele vejen syd om Bornholm og fortalte røverhistorier om, hvordan nogen havde overnattet på kassernen eller hos bekendte i Rønne, fordi de ikke havde kunnet komme hjem og fejre jul. Det var en ret voldsom tur, og jeg er ikke særlig søstærk, men vi havde alle sammen den længsel efter at komme helt hjem og lade julen sænke sig over os. Vi nåede frem og blev hentet i Nexø, hvor vejen var blevet åbnet op til Svaneke, og så kunne vi endelig få den andesteg, mine svigerforældre havde haft klar aftenen før.

Det var en underlig jul, men det er stadig en jul, alle snakker om. Alle oplevede noget særligt den jul, tror jeg.