Bolig

Historien rekonstrueret

Bryllupsrejsen gik til det Bornholm, som Anders Elleby var kommet til i ferierne, siden han var barn. Hans forældre sørgede for at sende ægteparret herover, så Gudrun Elleby også kunne blive smittet af begejstringen for Listed.

Det blev hun, og dét i så høj grad, at parret i 2014, da bopælspligten blev ophævet, købte Listedgaard for at renovere den. Ikke bare en istandsættelse, der skulle gøre den gamle gård beboelig som sommerresidens, men en tilbageførsel til det udseende, gården har haft op gennem anden halvdel af 1800-tallet med et nidkært blik på den historiske korrekthed.

– Vi har nok begge en interesse for historie og gamle ting i det hele taget. Specielt på min side af familien, fortæller Gudrun Elleby, hvis forældre har et 250 år gammelt hus på Askø i Smålandshavet.

Heller ikke Anders Ellebys side af familien kan sige sig fri for den fascination: Omme på Strandstien få hundrede meter fra Listedgaard har hans far vedligeholdt det hus, hans egne bedsteforældre levede i.

– Det her er jo en gammel svend, siger Gudrun Elleby om Listedgaard, der er opført i 1848 nedenfor den oprindelige gård fra 1707.

– Det er herligt at få muligheden for at købe noget oprindeligt, som skal sættes i stand.

Tårer på linoleummet
En af de oprindelige beboere var svanekefotografen Valdemar Myhres søster, og det betyder, at der har været et rigt billedmateriale at gå ud fra, da gården skulle renoveres. Desuden har de fået lov at låne den tidligere ejer Kirsten Pedersens fotoalbum, så de kunne se, hvordan huset har set ud senere. Når man sidder i spisestuen ved et langbord, som naboen Jørn Pedersen har fremstillet af de planker fra Østerlars Savværk, der blev tilovers, efter der var blevet lagt nye gulve i de to stuer, ser panelerne ved vinduerne ud, præcis som de gjorde oprindeligt.

Historien rekonstrueret

– Der var blevet lagt linoleumsvindueskarme henover de originale og skåret ind i karmene og udskæringerne for at passe det til, siger Gudrun Elleby med nogen undren:

– En af de håndværkere, der lavede de nye paneler ved vinduerne, kunne huske at have stået som svend og lavet den slags linoleumskarme i vinduer, som de her. Det var lige før, han græd over den skade, han havde været med til at forvolde dengang. Men man havde jo også sænket lofterne, fordi man ikke var charmeret af et gammelt plankeloft, og gulvene var dækket af kit som isolering, og der var sømmet tæpper fast i dem.

Derfor var der ingen vej udenom at lægge nye gulve i stuerne, ligesom panelerne blev genskabt ud fra de rester, der var tilbage, og de billeder, Kelds Byggeforretning og arkitekten kunne støtte sig til.

Linjer trukket gennem stuerne
Restaureringen er sket med respekt for historien og hjælp fra arkitekten Mogens Jantzen, der er tæt på Kirsten Pedersen, som Gudrun og Anders Elleby købte huset af. I samarbejde med ham fik parret genskabt stuerne, så de ligger en suite med gennemgang fra køkken og entré i både den østlige og vestlige ende af rummene, men uden en gang, sådan som man senere etablerede i mange af gårdene.

– Det giver nogle flotte linjer, kommenterer Anders Elleby om det kig, man har hele vejen ned igennem huset, når dørene står åbne. Samtidig slipper det lyset fra gårdspladsen ind i de nordvendte rum.

Det er de oprindelige døre og håndtag, der er blevet brugt, og gerikterne har snedkermester Thomas Enni fra Ølene brugt som master til at genskabe den samme indramning hele vejen gennem huset.

Selve vinduerne er blevet skiftet ud med nye vinduer fra Bøjsø af Niels Olsen, mens tømreren Keld Kofoed har muret væggene op, flyttet døre og genmonteret de oprindelige paneler. Han og hans bror, murer Erik Kofoed, har også lagt kopier af de oprindelige Nexø-klinker i køkken og badeværelser.

I alt har restaureringen taget godt fire år. Det var for at gøre huset beboeligt: På førstesalen, hvor parret har indrettet soveværelse lige ud til det flere hundrede år gamle morbærtræ i haven, mangler det store rum stadig at blive isoleret og klargjort, og trapperne er heller ikke gjort færdige endnu.

En gammel mast som hanebånd
På førstesalen er hanebåndene blevet løftet for at skabe en bedre højde i soveværelset. Det ene af dem er lavet ud af en gammel mast, kunne naboen, Jørn Pedersen, som parret har fået et godt forhold til, se. Det rå udtryk er blevet bevaret her, og på samme måde har en loftsbjælke i flere af rummene fået lov at stå tilbage med et nænsomt restaureret, ubehandlet udtryk for at bevare følelsen af, at det virkelig er et gammelt hus, vi befinder os i. Med al den historie, der følger med.

– Vi vil godt vise, at det er et gammelt hus, siger Anders Elleby om Listedgaard, der er klassificeret som bevaringsværdigt i højeste klasse.

Historien rekonstrueret

Det betyder, at parret har været i tæt dialog med Byg og Miljø hele vejen gennem processen for at sikre sig, at alt blev gjort forsvarligt, og de har stor ros til den beredvillighed og professionalisme, de er blevet mødt med oppe i Tejn. Herfra fik de blandt andet besked på, at vinduerne i gavlen skal være mindre end dem i facaden for at give et harmonisk udtryk. Mogens Jantzen sørgede for, at maleren ikke spartlede sprækkerne i loftsbjælkerne helt ud, og det er den tanke, de har taget med sig videre igennem huset. I den gamle entré dukkede de oprindelige paneler med malet udsmykning frem, da tapeterne blev fjernet, og dem har de valgt at lade stå, som de er, efter at have udbedret skaderne. I det nordvendte soveværelse i stueetagen har de fundet den originale farve frem inde under tapeterne, som det, der i sin tid var husets fine sal, var malet med.

– Det er malet med limfarve, ligesom det blev oprindeligt. Den skifter nuance alt efter lyset udefra, og det gør den meget mere levende i sit farvespil, forklarer Gudrun Elleby, der også viser, hvordan det tapet, der har været klæbet hen over panelerne, har dannet et mønster i dem, som de har valgt at bibeholde.

Ud til havet
Bortset fra førstesalen er Listedgaard så småt ved at være færdigrenoveret. Det gør det ekstra svært at tage hjem igen, når parret har tilbragt en ferie eller forlænget weekend her. De bor og arbejder i Schweiz, hvor Anders Elleby tog en MBA i 1995, mens Gudrun Elleby havde læst i England. Da hun fik arbejde i Schweiz blev det der, de valgte at bosætte sig.

– Det er nogenlunde så langt væk fra havet, som man overhovedet kan komme i Europa, konstaterer Anders Elleby.

– Man får heller ikke horisonten, som man gør her, fordi der altid står et bjerg et sted i Schweiz og spærrer for den.

Efter der er blevet lagt fibernet ind i huset, så de kan arbejde hjemmefra, har de fået mulighed for at forlænge weekendbesøgene, men indtil videre har de ikke planer om at gøre Listedgaard til deres permanente bolig. Den er deres base, når de besøger familien i Danmark. Den er med til at forankre dem i deres egen historie. Til gengæld har de sikret videreførslen af Listedgaards historie.