Mode
Mette Tiensuu og Pernille Bülow vurderer lamper. Foto: Justine Høgh

Mette Tiensuu møder Pernille Bülow: Håndværket kommer før kunsten

Selvom hun er en ambitiøs forretningskvinde med flere butikker på Bornholm drevet i fællesskab med familien, er det kærligheden til arbejdet med glas, der driver Pernille Bülow. Hendes workshops og det åbne værksted i flagskibsbutikken i Svaneke er et udtryk for alle tre dele: Hun vil gerne give sin egen passion for glasarbejdet videre til både børn og voksne, og det er en god måde at trække nysgerrige familier ind i forretningen for at se glaspusternes gamle erhverv udført live. Har folk set en lampe blive blæst, vil sådan en lampe i hjemmet minde dem om besøget i butikken og på Bornholm i det hele taget, og de har indsigt i, hvad der skal til for at frembringe de skæve former.

Sky-lampen er nemlig et direkte produkt af kærligheden til såvel håndværket som familien, forklarer Pernille Bülow en tidlig morgen i forretningen, hvor ovnene allerede er varmet op, og de første turister kigger ind drypvis.

Pernille Bülow: Der er ingen tvivl om, at der er sket nogle ting i mit liv, der har gjort, at jeg formmæssigt tænker helt anderledes nu. Der er kommet børnebørn til, og når de blæser sæbebobler, har det inspireret mig. Jeg havde blæst en lækker oval form, som jeg havde liggende i lang tid uden at vide, hvad jeg skulle bruge den til. Det førte til den første bordlampe med en skæv organisk form.

Et nyt formsprog
Da Boblen, der hurtigt blev udvidet med de hængende Sky-lamper i forskellige størrelser og farver, kom frem i 2016, markerede den et brud med den stil, Pernille Bülow ellers havde været kendt for. En af dem, der er faldet for Sky-serien, er Mette Tiensuu, som netop har indrettet Bornholms Tidendes nye foredragssal og mødelokale Kieffers med lamperne.

Mette Tiensuu: Jeg må indrømme, at jeg var faktisk ikke så meget til dine klassiske glas, hvor linjerne var meget rene og og helt lige. Det nye er meget mere rodet og organisk i det. Var det noget, du tænkte over, da du skabte lampen?Pernille Bülow: Der kom et helt andet udtryk frem i mig med den lampe. Den førte noget nyt med sig. Det var en episode i mit liv, der gjorde, at det hele ændrede sig, og mit formsprog blev anderledes. Jeg skulle lære at gøre mig fri af de lige linjer, jeg er blevet skolet i.

Sky-lampen har banet vejen for en vase i de samme skæve former og de kaffeglas, vi sidder og drikker af, hvor tommel- og pegefinger af sig selv finder ind i hver sin fordybning i glasset. Men selvom det virker tilfældigt, kræver det, at man behersker teknikken, hvis man skulle kunne arbejde med glasset på den måde. Først skal glaspusteren blæse en helt rund og ensartet boble, hvorpå den ene side bliver varmet ind, før resten varmes. Det er der, man skaber skævheden i glasset, mens man hele tiden drejer røret rundt.

Pernille Bülow: Hvis man ikke kan puste den perfekte boble, kan man ikke lave den. Hvis der er for meget glas i den ene ende, bliver bunden for tung, og hvis den er for tynd, sprænger glasset. Hvis ikke den er perfekt, er det ikke muligt at forme den.

Mette Tiensuu møder Pernille Bülow: Håndværket kommer før kunsten

Man skal mestre håndværket
Ude i værkstedet demonstrerer Pernille Bülow, hvordan hun blæser en lampe. Selve processen tager ikke meget mere end ti minutter, men i de ti minutter kræver det også koncentration og nøje samarbejde med de andre glaspustere, der hjælper til, når glasset skal indfarves og hærdes. Først bliver en klump glas varmet op i ovnen, mens røret bliver snoet rundt i de rutinerede hænder, så puster hun let i den, til boblen har den rigtige form. Processen bliver gentaget et par gange, inden den færdige form bliver jævnet i et trækar med vand, hvor den bliver kørt rundt, inden den igen bliver varmet op og finjusteret med en våd klud: Til sidst varmes den ene side ind, så den med den våde klud kan få sit særlige, skæve præg. Herefter bliver den klippet af røret og lagt til afkøling i et skab.

Mette Tiensuu: Der er en stor kærlighed i det, kan man mærke.

Pernille Bülow: Der ligger en stor passion for glasset i det. Da jeg startede på skolen, ville vi allesammen lave glas 24 timer i døgnet, og det var kun, fordi skolen havde restriktioner på, hvor meget vi måtte arbejde, at vi ikke kunne gøre det. I dag vil de fleste på skolerne hellere lave kunst og har ikke behov for at lære håndværket. Jeg ville mestre håndværket først, så kunne kunsten komme bagefter. Nu springer de fleste håndværket over.
Pernille Bülow sukker, men selv har hun ikke noget i klemme. Hun kan sagtens tiltrække de lærlinge, hun skal bruge i værkstedet, med de rette kvalifikationer. Når de kommer til hende, er det netop, fordi hun sætter håndværket i højsædet, og hun fremhæver stolt en ung mand, der insisterede på at komme til at arbejde for hende og i dag er en af de bedste på værkstedet til at lave Sky-lamper, fordi han har mestret teknikken.

Det er også den, der gør, at hun ikke er bange for at blive overhalet af discount-efterligner.

Pernille Bülow: Der er nogle, der har spurgt, om vi ikke er bange for billige kopier, men når vi laver glas, føler vi det. Jeg har lavet det i 30 år, så jeg kan føle, når det er rigtigt. Står man på en fabrik i Kina, er det bare et arbejde, og man har lov til at elske glasset. Hos os elsker vi materialet.
Mette Tiensuu: Det ligger jo også i tiden, at man lægger mere vægt på, at tingene er håndlavet lokalt og bæredygtigt. Man kan fornemme, at du har stået med det.
Pernille Bülow: Det, jeg lavede tidligere, havde jo også et håndlavet udtryk med den bløde kant på glassene, men udtrykket er blevet meget stærkere nu. Vi får endnu mere ud af det, glasset kan.

Det eksklusive præg
Det nye, mere organiske formsprog førte flere ting med sig for Pernille Bülow. Lige nu arbejder hun på en væglampe, der kommer til at fuldende Sky-linjen, men hun har fået mod på at arbejde med anderledes udtryk. Sidste år begyndte hun at arbejde med drivtømmer. En kunde var kommet ind med et stykke, som han gerne ville have lavet noget med, og det inspirerede hende til selv at begynde at arbejde mere med det materiale. Igen spillede et personligt forhold ind: Hun havde fået en hund, og når hun luftede den på stranden, fandt hun drivtømmer. De smukke, naturskabte former var oplagte at arbejde med. Ude i forretningen viser hun eksempler frem, hvor glasskåle er blevet formet, så de passer ind de steder, hvor træet er brækket af.
Pernille Bülow: På et tidspunkt købte jeg en bunke reagensglas med korkprop, fordi de var pæne, og dem har jeg haft liggende i 100 år. Men jeg fandt ud af, at jeg kunne bore et hul, der passede til, i et stykke drivtømmer, og så havde jeg en lille vase, der lige passer til en efeu. Det er så enkelt, og det er helt anderledes end at lave et nyt juiceglas.

Den tilgang til arbejdet ligger som en filosofi i hendes arbejde, og det er også her, forretningskvinden i hende titter frem.

Pernille Bülow: Jeg åbner op for, at der kan komme nogen ind med et stykke stof, som de vil have en lampe, der matcher til. Så laver jeg tre forskellige nuancer, der passer til. Det er jo fedt for kunden.
Mette Tiensuu: Det gør det også eksklusivt.
Pernille Bülow: Man kan ikke købe mine produkter til dumpingpris på nettet. Jeg er meget bevidst om den oplevelse, detailbutikken kan give. Det er vi nødt til at være.
Mette Tiensuu: Så konkurrencen fra nettet har været med til at udvikle dig og din butik?
Pernille Bülow: Ja, selvom vores produkt ikke bliver raMette Tiensuu på samme måde, som andres gør det. Jeg har en stor kundekreds i dag, som køber Sky-lamper og drivtømmer. Der var ti år, hvor mange købte de små ting, vi lavede, og vi kunne næsten ikke følge med. I dag blinker folk ikke, når de smider 6000 kr. på disken. Jeg kan også mærke, at vi har ramt flere mennesker med de her lamper.

Det gode liv på Bornholm
Selvom hun har flere lokale kunder blandt både private og erhverv, som hjælper med indretning, er størstedelen af kunderne turister og besøgende ovrefra, men sådan har det ikke altid været.

Pernille Bülow: I starten havde vi masser af oPernille Bülowakning lokalt. Der kunne vi sælge for 120.000 kr, hvis vi holdt åbent i januar. Nu tror jeg ikke, vi kunne sælge for mere end 10.000 kr. Måske er markedet mættet, men jeg har også indtryk af, at der har været mange ressourcestærke blandt de 10.000 indbyggere, Bornholm har mistet siden dengang. Men bornholmerne her stadig, og vi sælger mange lamper til jul.

Hun føler sig heller ikke på nogen måde ugleset af bornholmerne. Hun kom hertil som tilflytter i 1982 og skulle egentlig kun være her i ni måneder, men hun endte med at blive på øen, hvor hun i dag ved siden af værkstedsbutikken i Svaneke driver forretninger i Snogebæk og Allinge og sammen med sin mand, Nicklas Stærmose, ejer hun modeforretninger i Boderne og Rønne. Nu ser hun mange nytilkomne bornholmere i sin butik, som er blevet tiltrukket af det samme som hun selv: Naturen og det gode liv. De samme ting, der inspirerer hendes arbejde. Derfor kan mange også genkende sig selv i det, hun laver.
Pernille Bülow: Som kunsthåndværker og designer kan man begå sig alle steder. Om det er SOSU’er, håndværkere eller læger, kan de alle forholde sig til en. De tager hatten af for designet, de tager hatten af for den forretning, jeg driver, eller de tager hatten af for håndværket.

Det gør Mette Tiensuu også, da hun får lov at forsøge med at blæse sin egen glasboble med hjælp fra glasdesigneren. Et tryk, der bliver lagt bare en anelse for hårdt, lukker boblen af for tidligt, men med en indvarmning og en afpudsning ender hun alligevel med at få sin egen, lille permanente sæbeboble. Nøjagtig ligesom dem, der inspirerede til at skabe Sky-lampen.