Sommerbio under Holkabroen

Sommerbio under Holkabroen
Det store filmlærred hænges op på et stillads under Holkabroen. Pressefoto
NOTITS | 10. MAJ 2024 • 20:00
Holger Larsen
Journalist
NOTITS
10. MAJ 2024 • 20:00

Til august kan bornholmerne pakke madkurven, tæpper og det gode humør for at se film under åben himmel i Holkadalen i Gudhjem.

Det oplyser Foreningen Scala Gudhjem, den frivillige forening, som for første gang inviterer til udendørs sommerbio.

Det bliver tre fredage den 2., 9., og 23. august.

Alle tre aftener vises to film: En familiefilm klokken 19 og en voksenfilm klokken 21. Filmtitlerne er endnu ikke offentliggjort.

Begivenheden hedder "Scala Sommerbio - film under broen", for det store filmlærred skal hænges op på et stillads under Gudhjems ikoniske bro.

– Vi er virkelig glade for at kunne invitere bornholmere og turister med i biografen, men denne gang under åben himmel i den smukke bornholmske natur. Vi håber på at kunne fylde Holkadalen til filmvisninger med klassikere, hvor der genremæssigt er lidt til enhver smag, siger Tonny Nybirk, formand for Scala Gudhjem.