Koncert for udsatte borgere

Koncert for udsatte borgere
Joakim Lykke er på turné sammen med Sind - Landsforeningen for psykisk sundhed for at indsamle penge til at hjælpe udsatte borgere. Pressefoto
NOTITS | 30. APR 2024 • 17:00
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
30. APR 2024 • 17:00

Når Joakim Lykke går på scenen i Raschs Pakhuz i Rønne den 9. maj, handler koncerten hverken om ham eller publikum, men om udsatte borgere. Det fortæller formand Bente Helms fra Sind Bornholm.

I 2016 mødte Joakim Lykke en mand, som gjorde så stort et indtryk på ham, at han nu indsamler penge til Sind - Landsforeningen for psykisk sundhed. Det var den hjemløse Christian, som boede på et forsorgshjem for udsatte unge i Herning, Joakim Lykke havde været med til at åbne.

På hjemmet blev Christian stoffri, men da han rykkede videre, gik han tabt i systemet og døde kort tid efter. Det var måske ikke sket, hvis der havde været et tilbud om efterværn, mener Joakim Lykke. Han har derfor indspillet sangen "Highway 15" for at samle penge ind til Sind, der har en bred vifte af tilbud, som ofte vil kunne gøre det ud for efterværn, fortæller han.

Med sangen følger en turné, og det er den, der besøger Rønne den 9. maj. Koncerten begynder klokken 20.