Det er stadig svært for mange familier at få pengene til at løbe rundt. Det mærker de i Familienetværket Rønne, hvor de op mod påske glæder sig til at uddele gratis overskudsmad fra den lokale Lidl-butik.
I påsken ser mange frem til at samles om familiefrokoster og påskeægsjagt. Her er det især maden og samværet, der er i fokus, og netop højtider og ferier kan være svære at komme igennem, hvis man i forvejen har problemer med at få økonomien til at række til hele måneden.
Derfor samarbejder Lidl og Blå Kors igen i år om at uddele mad til familier, som er pressede økonomisk eller kæmper med sygdom og andre udfordringer, der gør, at overskuddet ikke er så stort.
I Rønne uddeler Familienetværket Rønne gratis overskudsmad op mod påske. Dagen før skærtorsdag henter frivillige al den mad, som den lokale Lidl-butik ikke når at sælge, inden butikken holder helligdagslukket.