Tivoli smager på Bornholm

Tivoli smager på Bornholm
Bornholm har to dage ved Tivoli Food Festival senere på måneden. Pressefoto: Tivoli
NOTITS | 2. MAJ 2024 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
2. MAJ 2024 • 15:30

Cider, øl og honning er på programmet, når Bornholm deltager i Tivoli Food Festival.

Der er sat navn på de fødevareproducenter, som deltager, når Bornholm senere på måneden deltager i Tivoli Food Festival. På et forårsmarked på Plænen kan forlystelsesparkens gæster blandt andet smage bornholmsk syp, karameller og brød.

Madfestivalen foregår den 18.-26. maj, og de to sidste dage står i Bornholms tegn. Ifølge marketingskoordinator Kristina Lindberg hos Destination Bornholm er Tivoli interessant i forhold til de målgrupper, Bornholm gerne vil tiltrække.

– Vi ser det derfor som en oplagt mulighed for at markedsføre bornholmske fødevarer, kunsthåndværk og øen som helhed, siger hun i en pressemeddelelse.

Som det ser ud nu, stiller Bornholm med fødevareproducenterne Falk Bornholm, Skafferiet, Karamel Kompagniet, Pilegård Cideri, Penyllan og Beer Here Bryggeri, Lehnsgaard Rapsolie, Svaneke Brød, Bornholmer Honning og Høstet. Derudover vil Destination Bornholm og Tilflytterservice Bornholm, Gerner Jahncke, Skuret samt Saramics og Tyge Axel Holm deltage i forårsmarkedet.

– Jeg glæder mig til, at vores gæster kan opleve de egnsbestemte råvarer og møde de mange dygtige producenter. Vi er glade for egnenes store engagement og glæder os til at byde dem velkommen i Tivoli, siger Mikkel Ustrup, som er idemanden bag forårsmarkedet, der i alt præsenterer syv danske egne.

Sidste år besøgte mere end 40.000 gæster Tivoli Food Festival.